(sponsoreret indhold)
En gang i mellem falder man over noget, som man egentlig ikke tænker kan benyttes som legetøj, men som faktisk går hen og bliver yndlingslegetøjet hos de små. Det har jeg oplevet over flere omgange – f.eks. med paprøret fra køkkenrullen og en kæmpe papkasse.
Ens for begge disse er, at mine børn i en kort periode var helt besat af tingen. F.eks. med den store papkasse, så nåede den både at være hus, slot, gemmested, legetøjsopbevarings-sted og meget andet i næsten 1 år. Paprøret var knap så holdbart, men nåede da at være både kikkert og pistol, og sikkert også meget andet.
Men en ny ting som har fanget de smås interesser er gulvpuder, som af en eller anden mærkelig grund, kan benyttes til næsten alle lege. Først blev gulvpuderne benyttet som tænkt, og der var et par ekstra passer i stuen, og især foran tv’et fredag aften. Men pludselig begyndt de at tage form som skjold, når der var krig med NERF-pistolerne fra det ene hjørne til det andet.
Selvom gulvpuderne pludselig begyndt at blive en større og større del af legene, så blev de dog stadig benyttet når der skulle hygges i weekenden. Der var således allerede faste pladser/puder, når Disney Sjov rullede over skærmene.
De næste som disse gulvpuder kunne benyttes til var ”Jorden er giftig”, og var således den vigtigste brik i rummet for, at komme fra ét sted til ét andet. Herefter forsatte legene med prinsesser og riddere, hvor puderne både kunne være slottet, stenen (til sværdet i stenen) eller sengen til prinsessen (prinsessen på ærten).
På meget kort tid, blev en ting som ikke var ment som legetøj, en stor del af alt leg i huset. Faktisk så meget, at vi en enkelt gang måtte sig nej til, at denne skulle med ud af huset.
Min pointe med hele indlægget er, at legetøj ikke altid behøver at være det mest oplagte eller det dyreste for, at blive en del af familien. Det er måske en vigtig ting at huske på her i julen.
